Karen Stokland Jensen

Spændende, men ikke helt troværdig krimi om journalisten Nora Sand, der på samme tid bliver involveret i en sag om en myrdet nigeriansk professor og kidnapningen af en dansk-russisk dreng.

To spor krydser hinanden i ’Heksedrengen’, som er tredje bind om journalisten Nora Sand. En nigeriansk professor, der forsker i terrororganisationen Boko Haram og bortførelser af børn i Nigeria, forsvinder kort efter, Nora har haft et hemmeligt møde med ham på en kirkegård. Dagen efter findes hans maltrakterede lig på kirkegården. Samtid kidnappes den lille Nicholas, som er søn af en dansk realitystjerne og en stenrig russisk oligark, som ligger i skilsmisse og kæmper om forældremyndigheden. Drengen er set sammen med en kvinde i burka, så politiet tænker straks på IS og islamistisk terror. Tilsyneladende har de to sager ikke noget med hinanden at gøre, og politiet prioriterer sagen om kidnapningen af Nicholas.

Nora Sand, der arbejder i London for det danske nyhedsmedium Globalt, bliver bedt om at dække den celebre skilsmissesag og kidnapningen af Nicholas, men gennem gode forbindelser til politiet forsøger hun sig samtidig med sin egen efterforskning af mordet på professoren. Da hun finder ud af, at Nichlas’ mormor har været missionær i Nigeria, aner hun en sammenhæng mellem de to sager.

På det personlige plan kæmper Nora for kærligheden til politimanden Andreas, som bor i Danmark og lige er blevet far til en lille pige, som han har fået sammen med sin ekskæreste. Problemet for Nora er, at Andreas lige nu er mere forelsket i sin lille datter end i hende. Heldigvis for Nora dukker den dejlige Tom op lige på det rette tidspunkt.

Jeg kunne godt rigtig godt lide ’Pigerne fra Englandsbåden’, mens jeg ikke synes, at ’Den blå digters kone’ var på samme niveau, og nu er jeg lidt skuffet over ’Heksedrengen’. For selv om bogen er spændende, så er plottet for utroværdigt, og handlingen kommer til at virke konstrueret og skabelonagtig, og der var flere steder, hvor jeg måtte stoppe op og bladre tilbage. På et tidspunkt møder Nora fx. Nicholas’ mormor i London, men kort efter har hun aldrig set hende og leder hun efter hende i Danmark. Selve historien om Boka Haram, børnebortførelser og de frygtelig sager om heksebørn er så forfærdelige, at de sagtens kunne bære en hel roman. Det kommer desværre til at virke konstrueret, at Nigeria-sporet kædes sammen med en sag om forældremyndighed og kidnapning.

Selv om femikrimien er en lidt udskældt genre, vil jeg alligevel karakterisere ’Heksedrengen’ som en ægte femikrimi, for det er Noras private historie, der står stærkest. Kvindelige læsere kan helt sikkert identificere sig med Noras frustration over, at den dejlige mand, hun mødte, lige efter at han havde forladt sin gamle kæreste, lige havde nået at gøre ekskæresten gravid før bruddet. Hvordan agerer man i den situation?